Landbaseret fiskeindustri

Omkring halvdelen af de grønlandske fangster forarbejdes på indhandlingssteder langs kysten. Øvrige fangster forarbejdes om bord på fartøjerne eller eksporteres til forarbejdning. Hovedparten af råvarerne til den landbaserede fiskeindustri stammer fra det indenskærs fiskeri.

I det havgående fiskeri efter rejer er der pligt til at indhandle 25 pct. af fangsten. Ved udstedelse af licenser i andre fiskerier kan der desuden stilles krav om indhandling. Det er fx tilfældet for en del licenser til hellefisk i det udenskærs fiskeri.

Den landbaserede fiskeindustri domineres af de selvstyreejede selskaber Royal Greenland A/S og Arctic Green Food A/S. Gennem de senere år er der dog etableret en række private virksomheder, der indhandler og forarbejder råvarer lokalt.

 

Royal Greenland A/S

Royal Greenland A/S er Grønlands største virksomhed. I 2006 havde selskabet fabrikker i syv byer i Vestgrønland. Desuden ejer koncernen en række indhandlingssteder i bygderne i Qaasuitsup Kommunia. Selskabet ejer en stor del af de havgående rejetrawlere og er dermed indirekte involveret i fiskeriet efter rejer ved Grønland.

Foruden fabrikkerne i Grønland ejer Royal Greenland A/S også datterselskabet Royal Greenland Seafood A/S med fabrikker i Danmark, Norge, Tyskland, Polen og Canada. Royal Greenland A/S har salgskontorer i Danmark og er i forbindelse med de vigtigste udenlandske markeder.

 

Arctic Green Food A/S

Arctic Green Food A/S var et datterselskab i det selvstyreejede KNI A/S. Selskabet driver et antal bygdeanlæg og et mindre antal indhandlingssteder i byerne. I juni 2007 blev Arctic Green Food et privatejet selskab, ejet af de ansatte.

 

Andre privat ejet indhandlingsselskaber

Som de største aktører i privateejede indhandlingsselskaber kan følgende nævnes:

-                Polar Raaja, der primært indhandler rejer.

-                Arctic Prime Production, der primært indhandler torsk.

-                Upernavik Seafood, der primært indhandler hellefisk.

 

Figur 1

Indhandling af udvalgte arter

Anm.: Tallene for 2007 og 2008 er foreløbige.

Kilde: Grønlands Statistik

 

Udviklingen i de indhandlede mængder af udvalgte arter ses af Figur 1. Indhandlingen af rejer, hellefisk, krabber, stenbider og torsk pr. måned fremgår af Tabel 1.

Tidligere blev indhandlingspriserne fastsat efter forhandling mellem Royal Greenland A/S og de organisationer, der organiserer ejerne af kuttere og trawlere (KNAPK og APK).

Gennem de senere år er der sket en udvidelse i kredsen, der køber fisk og skaldyr fra fiskeriet. Det har øget konkurrencen om køb af råvarer og ført til en mere fri prisdannelse.

 

Figur 2

Udvikling i kilopris på udvalgte arter

Anm.: Tallene for 2006 og 2007 er foreløbige. Kilopriserne er gennemsnitlige for de enkelte arter. Observerede ændringer kan derfor skyldes ændringer i sammensætningen af råvarer indenfor den enkelte art.

Kilde: Grønlands Statistik

 

Udviklingen i den gennemsnitlige kilopris for rejer, hellefisk, torsk, stenbider og krabber fremgår af Figur 2. Detaljerede oplysninger om indhandlingsmængde og -værdi fremgår af Tabel 8.

I Tabel 9 vises udviklingen i antallet af indhandlere, fordelt på indkomstintervaller. Som det ses, er antallet af indhandlere stærkt reduceret fra 5.025 i 1990 til 3.441 i 2006. Nedgangen er først og fremmest sket i gruppen af indhandlere med en årlig indhandling på under 10.000 kr.

 

Links

Se mere om Royal Greenland på denne hjemmeside: www.royalgreenland.com

Se mere om Arctic Green Food på denne hjemmeside: www.arcticfood.gl